24. januar 2018
Sune Feld
KAN DOWNLOADES OG STREAMES
Mange danskere har uden tvivl hørt de to Sune Feld-numre "A Pearl" og "Win Before We Lose" i radioen. Begge singler har været i rotation over hele landet, og førstnævnte var et af de mest spillede numre på P4 i første halvdel af 2017.
Musikken er et krydsfelt af melodisk rock og pop, blandet med lidt indierock og med højt til loftet i både vers, hooks og de catchy omkvæd.
Sune Feld er fra Vordingborg, og fik allerede sin første guitar som 2-årig af forældrene for at holde ham inde, da han i kraft af sin bløder-sygdom helst skulle beskyttes mod skader, som et aktivt udendørs barneliv nemt kunne give ham. Sange har han skrevet siden 5-6 års alderen, og han er selvlært på adskillige andre instrumenter, så musikken - især den selvskrevne - har på alle måder været en helt central spiller i Sune Felds liv lige siden barnsben.
I 2009 udgav han sit første album "Letters", der fik en fin modtagelse, men det er først inden for de seneste par år der for alvor er sket et skred i den musikalske karriere, med en masse airplay og en bunke helt nye sange.
Det nye album "Fairytales & Other Lies" er produceret af Sune Feld selv, men co-produceret af James Thomas (Cher, Beth Hart, Juncker etc.).
Albummet indeholder 8 numre, der på sin vis alle handler om den forbandede virkelighed vi kalder livet på godt og ondt.