19. august 2012
komedie om forskning, fysiske behov og familie...
KAN OPLEVES PÅ SVALEGANGEN I AARHUS
Teatret Svalegangen åbner den nye sæson 12/13 med en komedie, der henter sin inspiration i det farceagtige og situationskomedier. Forlægget er engelsk, skarpt og morsomt i lighed med sit-coms såsom ”Halløj på Badehotellet”.
Sofie Stougaard (kendt fra bl.a. tv-serier som ”Langt fra Las Vegas” og ”Nikolaj og Julie”) spiller hovedrollen som klimaforskeren Diana, der underviser på Aarhus Universitet. Hun begynder at blive truet på livet, dels fordi hendes kæmpe Jaguar udleder betragtelige mængder CO2, men primært fordi hendes forskning peger imod, at klimaproblemerne ikke er helt så alvorlige som først antaget. Faktisk eksisterer de slet ikke. Pludselig er Diana omringet af potentielle fjender, som alle vil hende til livs. Især hendes tidligere flamme - instituttets leder - er efter hende for at tvinge hende til at ændre sine forskningsresultater til det modsatte. Han er meget interesseret i at få skabt en model som kan påvise at vandstandene stiger. En sådan model kan nemlig sælges dyrt til forsikringsselskaber, hvilket vil give universitetet flere penge. Men en ting er lederen, også Dianas datter er dybt uenig med sin mor, ja afskyr hende nærmest og har i protest kastet sig ud i en voldsom hetz mod sin mor. Og Dianas mest engagerede studerende - en hippie-klima-idealist uden lige - tumler også med både depressioner og sin egen CO2-udledning. Selv den snusagtige pedel opfører sig mistænkeligt. Situationen bliver efterhånden mere og mere tilspidset i takt med, at dødstruslerne og ikke mindst vejret bliver værre og værre…