15. maj 2014
KAN OPLEVES PÅ KØBENHAVNS MUSIKTEATER
I et gigantisk sjal hængende mellem loft og gulv, et sted mellem moderne dans, videoprojektion og luftakrobatik, behandler ”Rootless” det store håb. Det, der findes i hver ny begyndelse og hvert nyt sammentræf, og tager samtidig fat i den splittelse, der opstår imellem det nye og erindringen om det gamle og trygge.
”Rootless” er danser og performer Camila Sarrazins personlige rejse fra fortidens spæde barndomsminder til de nye rødder, hun har slået her i Danmark. Hendes nye land.
For 16 år siden forlod Camila Sarrazin Chile og rejste verden rundt, indtil hun for seks år siden slog sig ned i København, hvor hun i dag har mand og børn. I ”Rootless” undersøger hun, hvad der sker, når man mister forbindelsen til sit hjemland. Hvordan forbinder man sig med sit nye land, hvor man føler sig hjemme, men som ikke er hjemland? Hvorfor føler man sig fremmed i sit eget hjemland? Er der andre rodløse mennesker derude?