30. december 2018
KAN OPLEVES I AALBORG
Når curlingforældre forsvarer deres børn
Blodbadets Gud er teater-sitcom, der både pirrer lattermusklerne og pirker til alle forældres onde mistanker og trang til at beskytte deres børn. Hvor civiliserede er børn, når de bliver pressede? Hvor civiliserede er forældrene egentlig selv?
”Vores søn var i sin gode ret til at banke jeres, og jeres menneskerettigheder kan I stikke skråt op!”
Bruno og Ferdinands forældre er to meget ressourcestærke par, som gør alt for at beskytte deres børn. De mødes for at underskrive en fælles og fredelig erklæring om dagens hændelse, hvor Ferdinand på 11 år har slået et par tænder ud af Brunos mund med en kæp, bare så der ikke bliver noget fnidder. For at skabe en god stemning disker Brunos mor op med sit glansnummer: en æble-pære-tærte. Men så blusser diskussionen op, og det bliver et nådesløst verbalt blodbad.
Tony-pris for Årets bedste forestilling
Franske Yasmina Reza er en af verdens mest spillede dramatikere. Blodbadets Gud er den tredje mest spillede forestilling på Broadway siden 2000 med 476 opførelser og har spillet i de fleste europæiske lande, Sydamerika, Australien og Mellemøsten. Forestillingen har modtaget et utal af internationale priser som fx Tony-prisen for Årets Bedste Forestilling.
Yasmina Reza er direkte som få, når hun sætter lup på vores hverdag og udstiller de små vigtige detaljer i absurde og farcelignende optrin. På Aalborg Teater har publikum tidligere kunne opleve Rezas forestilling Kunst.
”Drenge har altid tævet hinanden i skolegården. Det er en af livets love.”
Den verdensberømte filminstruktør Roman Polanski fik som den første lov til at overføre Yasmina Rezas stykke til filmlærredet. Hun havde tidligere nægtet at give sin tilladelse til at hendes teaterdramatik blev lavet som film. Men Polanski fik et ja, og de to skrev i samarbejde teatermanuskriptet om til et filmmanuskript. I 2011 havde filmen premiere, under titlen Carnage, med Kate Winslet, Jodie Foster, John C. Reilly og Christoph Waltz på rollelisten.
Vidunderlig ubehagelig komedie
Aalborg Teaters skuespiller Martin Ringsmose debuterede i sidste sæson smukt som instruktør med borgersceneforestillingen 46+1, og nu vender han tilbage i instruktørrollen med denne vidunderligt ubehagelige komedie