25. april 2015
KAN OPLEVES PÅ ÅLBORG TEATERS BORGERSCENE
Danmark har gennem de seneste mange år deltaget aktivt i verdens brændpunkter. Kosovo, Irak, Afghanistan – langt fra vores hjemland er danskere involveret i livstruende konflikter. Nogle oplever, at de har gjort en stor forskel og er stolte af at have udført deres pligt. Andre er hjemvendt med mén som PTSD og oplever, at samfundet svigter.
Med Hjemvendt ønsker Borgerscenen at tegne et nuanceret billede af temaet krig. Derfor lader vi nu soldater, officerer, nødhjælpsarbejdere, feltpræster, pårørende, m.fl. dele deres oplevelser og erfaringer på scenen og derigennem give os andre en større forståelse for arbejdet og konsekvenserne.
De borgere, der medvirker i Borgerscenens forestillinger, spiller ikke teaterroller i vanlig forstand. De medvirker som dem, de er i kraft af deres erfaringer. Borgerne bidrager med virkeligheden, teatret tilfører den kunstneriske ramme.