30. januar 2018
KAN OPLEVES I AALBORG
Kærlighed eller karriere – om kvinders umulige valg
Er det bedst at være en skygge af sig selv eller leve i skyggen af sin mand? Dette store eksistentielle spørgsmål tager den Nobelprisvindende dramatiker Elfriede Jelinek op i Skygge, der bygger på den antikke myte om Orfeus og Eurydike.
Eurydike er forfatter, og træt af at leve i skyggen af sin berømte mand – en kendt og feteret popsanger, som er omsværmet af groupies med alle de fristelser det bringer med sig.
Ifølge myten dør Eurydike efter et slangebid, men hendes mand Orfeus drager til Hades og synger så betagende for dødsguden, at denne giver ham lov til at tage hende med tilbage – forudsat han ikke ser på hende…
Da Eurydike dør, ønsker hun, meget mod Orfeus vilje, ikke at blive reddet op fra Skyggeriget. Mens historien traditionelt er blevet fortalt fra Orfeus perspektiv, lader Jelinek Eurydike komme til orde i denne nyfortolkning, hvor historien er bragt op til vore dage.