12. marts 2017
KAN OPLEVES I AARHUS
Hvem siger, at vi ikke kan være intime på Facebook? Hvem siger, at vi ikke kan være intime med Facebook? Hvor slutter de sociale medier, og hvor begynder virkeligheden?
I LOVE LOOP – DIRECTOR’S CUT møder vi aftenens case i The Social Media Addicts Charity Show: ‘Mille’. Hun er skuespiller, 35 år, og hun er i et parforhold, som ikke nødvendigvis er alt for sundt. Mille er nemlig mere afhængig af ham, end han er af hende, og hun kæmper nu for at fastholde Franz-Bent, som er utroligt hurtigt surfende, kendt og begæret af mange.
Mille Maria Dalsgaard spiller også den udvidede version af LOOP LOVE (2015), hvor hun pendulerer mellem tre live-kameraer, en loopstation og rollerne som ’The Host’ og ’The Case’ i The Social Media Addicts Charity Show. Dette bliver startskuddet på en viral rutschebanetur i selskab med beundreren Franz-Bent i en kaskade af selvpromovering og flossede følelser.
Mille Maria Dalsgaard skrev soloen LOVE LOOP ud fra dels en fascination af og dels en væmmelse over vores forhold til sociale medier. Nu har hun sammen med det digitale scenekunstkompagni Bombina Bombast fra Malmö skabt en ny version af LOVE LOOP, som passende har fået tilnavnet Director’s Cut.