1. juni 2021
KAN OPLEVES I ODENSE
Jeg ankommer to timer for sent til en havefest. Det er sikkert også bare en dødssyg fest, hvor der sker ikke en skid, og hvor der sidder sløje tøsebørn ud over det hele og sipper Lambrusco og siger ligegyldigheder sammen med deres veganske hipstermænd, der drikker økologiske specialøl og smiler bløde smil ud over det hele. Fuck det, den fest skal jeg fandeme nok få rykket op i gear!
DET DER DRIKKER går uden berøringsangst lige i kødet på temaet alkoholisme. Med både seriøsitet og latterfremkaldende, anarkistisk fortællelyst bliver vi taget med bagom beruselsen. Manden på scenen rejser med publikum igennem misbrugets vanvid i mange stemmer, farver og tilstande – fra det nervepirrende, smertebelagte, standup-gakkede til det fortabte, hjælpeløse og hjertegribende. Alt er på spil for vores karakter på scenen.
DET DER DRIKKER handler om at være fanget i misbrug og selvdestruktion, men også om at prøve at finde en vej ud af misbruget og frem til en ny måde at leve på.
Det er en fiktiv, men personligt inspireret, monolog af og med Olaf Højgaard, med instruktionskonsultation fra Christian Lollike og Sigrid Johannesen. Olaf Højgaard og Christian Lollike har tidligere arbejdet sammen om blandt andet forestillingen Manifest 2083 om Anders Behring Breivik – en af dansk teaters mest debatterede forestillinger nogensinde.