21. februar 2020
KAN OPLEVES I ALLERØD
Kan man miste noget man aldrig har haft?
I TATOVERING tvinges en kvinde i tyverne til at skulle tage afsked med sin far, som hun aldrig har kendt, da han pludselig ligger for døden.
Det kaster hende tilbage til skelsættende situationer fra hendes faderløse ungdom i 00’erne, hvor hun i sin iver for at udfylde tomrummet ender ud i situationer, der sætter sig dybe spor i hendes endnu spinkle krop.
TATOVERING veksler ind og ud mellem nutiden med den døende far, og fortiden i et broget ungdomsmiljø, hvor man taler alverdens forskellige sprog i opgangene og Danmark går i krig i Mellemøsten.
Vi kender coming-of-age-fortællinger om hvad det gør ved mænd at vokse op uden eller med en fraværende far, fra Hamlet til film som Fight Club og 8 Mile – men hvad gør det ved en kvinde og hendes forhold til det maskuline?
Forestillingen består af fragmenterede oplevelser, der undersøger, hvordan det er at vokse op i et maskulint miljø, der samtidig mangler konkrete maskuline rollemodeller.
Anna Malzer om forestillingen:
“Jeg er selv vokset op i et miljø, hvor jeg i min ungdom oplevede en række dødsfald blandt unge mænd omkring mig. TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker. Jeg skrev teksten for to måneder siden, lige efter min egen far også døde for tidligt. Den handler ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle steder knivskarp, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt i en krise.”
Mungo Parks teaterdirektør Anna Malzer vandt i 2019 en Talentpris til Årets Reumert for hendes dramatikerdebut 16:29.