12. oktober 2012
KAN OPLEVES PÅ TEATER FÅR302 I KØBENHAVN
Et pirrende og underholdende drama om at give slip på forestillingen om lykken og acceptere at ingen tilstand er varig.
Den moderne mand er truet. Han er omgivet, overvåget og opdraget af kvinder. Selv det hjemlige sanctuarium toilettet, er nu inddraget til well-ness, med duftlys og feminint touch. Han har kun ét privat habitat tilbage: Omklædningsrummet!
SQUASH er et kig helt ind i mandens sidste og mest intime bastion.
To venner spiller squash sammen hver onsdag. I omklædningsrummet falder paraderne i takt med at slipset og jakken bliver smidt og vi bliver vidne til deres betroelser, løgne og følelsesmæssige rejse, mens de klæder sig af og på. Vi følger deres gensidige manipulationer, deres kamp om magt og moral og får svar på de spørgsmål, der normalt bliver indenfor omklædningsrummets og skurvognens fire vægge: Hvad vil den moderne mand egentlig? Hvad længes han efter? Hvor lang vil han gå for at få det? Og er han villig til at betale prisen?