21. februar 2016
KAN OPLEVES PÅ NATIONAL MUSEET
IT’S ALL MY FAULT – en visuel dannelsesrejse for at finde nærvær og meningen med livet
Midt i en verden af overforbrug, klimakatastrofer og teknologiske vidundere kan det være komplekst og paradoksalt at blive voksen.
Teenageren befinder sig i en satelit-tilstand, hvor han på den ene side er tilknyttet familie og venner samtidigt med, at han prøver at løsrive sig og finde sit eget ståsted. I en konstant zappen mellem de helt store spørgsmål og de helt små skrøbelige følelser leder han efter nærvær og mening. Kan man finde meningen med livet og mærke sig selv på en jordklode der drejer så hurtigt, at man næsten falder af?
Forestillingen griber fat i noget af det, der alligevel gør livet fuld af mening: At gå ind i fællesskabet og være et menneske sammen med alle de andre.
Teater Graense-loes laver punkpoetisk teater for teenagere, lige der hvor livet slår kølbøtter, i et digitalt, poetisk og visuelt scenesprog. I ’It’s all my fault’ indgår en jordklode fuld af videoprojektioner, fire droner med live kameraer og en ung mand, der søger efter meningen med det hele.