Med Jan Guillou på tur i den 20. århundrede

1901 bliver tre unge nordmænd diplomingeniører fra universitetet i Dresden. Verden ligger åben, men kærlighedens veje og vildveje ændrer deres liv.
Jan Guillou skriver lige på og hårdt. Der er ingen unødige beskrivelser. I løbet af de første 50 sider er scenen sat. Vi har fået styr på drengenes fattige og tragiske baggrund, deres usædvanlige begavelse og deres held, da logen Det Gode Formål betaler deres uddannelse. Prisen er, at de skal tilbage til Norge og bygge jernbanen mellem Oslo og Bergen.
Fra side 50 følger vil to af brødrene. Den tredje forsvinder lidt underligt ud af historien. Men mon ikke han vender tilbage i næste bind.
Det er et fint fortællerteknisk trick at kalde bogen brobyggerne og lade brødrene bygge broer. For det 20. århundrede er mulighedernes århundrede. Her skal gøres nye landvindinger og bygges bro mellem kulturer og videnskaber. Optimismen er stor, ismerne blomstrer og teknologien buldrer derudaf med Tyskland i førersædet. Ironisk, når man kender historiens uhyggelige gang, og igen godt set af Guillou, at brødrerne uddannes i Tyskland.
Vi føres gennem Norges isfjelde og Østafrikas natur, mens brødrenes sejre og nederlag fortælles.
Historien skrider kronologisk frem med et afsnit fra samme årstal for hver af de to brødre.
Man kan roligt tage de varme sokker på og sætte sig foran pejsen og hygge sig med Brobyggerne. Guillou skriver godt og vedkommende. Han har noget på hjerte, og scenen er sat til at følge de tre brødre og deres familier op gennem århundredet i de to næste bøger.
Hilsen Karin