Lover langt mere end den holder.

Bogen ”Lev, for helvede!” er en selvbiografi skrevet af Bettina Tammaro og udgivet på Forlaget mellemgaard. Bogen er på 336 sider og rigt illustreret med fotografier af privat karakter.

Af bogens bagside fremgår det, at Bettina Tammaro nok mest er kendt for sin deltagelse i forskellige realityprogrammer, fx Robisonson Ekspeditionen 2013 og 2017, men da jeg ikke ser meget TV, var hun fuldstændig ukendt for mig.
Det er hun til dels stadig, for rigtig ind under huden på hende kommer man ikke i denne overfladiske biografi.

Der er i de seneste år blevet udgivet rigtig mange selvbiografier af bl.a. politikere, forfattere og skuespillere.
De mange biografier, jeg indtil videre har læst, har ikke bare været velskrevne, men indholdsmæssigt også utrolig berigende for mig som læser. De har løftet sløret for og ført mig ind i verdener, jeg ikke kendte meget til, og jeg er blevet delagtiggjort i forfatternes tanker og interessante refleksioner over mangeartede emner og har således fået indblik i og er blevet klogere på flere af livets mange aspekter.
Denne biografi hører – desværre – ikke til ovenstående kategori.

Der skal ikke herske tvivl om, at Bettinas Tammaros liv har været fyldt med både de hårde og livstruende oplevelser samt de mere spændende og udfordrende af slagsen, men desværre formår hun ikke at videreformidle disse oplevelser, så man som læser bliver grebet og berørt og har svært ved at lægge bogen fra sig.
Vi får i forordet at vide, at skriveprocessen har strakt sig over mere end 8 år. På et tidspunkt var jeg bange for, at det ville tage mig lige så lang tid at få bogen læst.
Bogens titel fanger, men det gør indholdet langt fra.

Bogen er skrevet i et uhyre simpelt og ofte meget vulgært, enslydende og alt andet end varieret talesprog, der til overflod er fyldt med lydord og bandeord, dårligt formulerede sætninger, ”smarte” vendinger og uendelige gentagelser, der hurtigt og effektivt dræbte min læselyst.
Jeg ved fx ikke, hvor mange gange vendingen ” Så var den ged barberet” bliver brugt for bare at nævne et eksempel. Sprogfornyelse skal man lede forgæves efter i denne bog!

Jeg kan godt lide, at en forfatter ”taler” direkte til mig som læser. Det har en nærværende og sprogligt forfriskende effekt, men det fungerer slet ikke i denne bog.
I stedet virkede det bizart, for jeg følte mig ikke på noget tidspunkt, mens jeg læste bogen, på ”tale-bølgelængde” med Bettina Tammaro. Hun har efter min bedste mening et temmelig unuanceret og meget nedsættende syn på de medmennesker, hun møder i bl.a. behandlermiljøet, hvis de ikke lige deler hendes opfattelse af tingene eller ser sig i stand til at efterkomme hendes ønsker.
Og selv beskriver hun sig som rummelig og positiv! Det hænger slet ikke sammen med bogens kontekst.

Jeg sidder med en udtalt fornemmelse af, at hun har skrevet bogen til sig selv, for sig selv – og måske også til hendes børn og kommende børnebørn. De kan sikkert ”høre” og måske forstå hende. Jeg kan ikke!

Det ville have været en kæmpe gevinst for bogen, hvis forlaget inden udgivelsen havde fået en professionel skribent til – selvfølgelig sammen med Bettina Tammaro - at redigere og stramme op i teksten, så alt det overflødige var luget væk og sproget havde fået den yderst tiltrængte ”ansigtsløftning”.

Bettina Tammaro har bestemt noget på hjerte, men det forsvinder i denne langtrukne, gennemkedelige miskmask af en dårlig formuleret biografi.