ikke den slags afslutning jeg har håbet på

Jeg har set filmen 'Janis: Little Girl Blue' med min næsten 18årig barn. Hun er en anden generation end mig, vi to er en anden generation end Janis, men når vi sad og betragtede hendes liv, kunne vi ikke lade være med at føle med hende, ville hende godt, relatere til hendes måde at være på som et menneske. Når man ser dokumentar om de berømte mennesker, ved vi på forhånd meget om historien, og hvordan den ender. Men jeg har næsten glemt det. Den legendariske Janis Joplin er i dokumentaren fremstillet som et menneske, lykkelig, ulykkelig, sjov og men ben i næsen. Når man ser hende i samspil med andre i musikverden, er det et fantastisk indsigt i kvinden bag den store stemme. Jeg er en stor fan af dokumentar film, men bedste af dem, er de, som fortæller historien ikke på en redegørende måde, men sådan at filmens magi fastholdes. 'Janis: Little Girl Blue' er netop sådan en film, livlig, sjov og med slutning som næsten overrasker, og man tænker, nej, hvor er det bare ikke den slags afslutning jeg har håbet på....