Mere af slagsen, tak

En musikdokumentar kan noget, som andre film ikke kan, hvis de altså er skabt med sjæl og indlevelse. Det er denne dokumentar.

Jeg havde ikke det store kendskab til den svenske musiker Bjørn Afzelius, inden jeg endelig fik en billet til "Tusan bitar" i Øst for paradis. Men jeg blev grebet. Jeg endte med at gå fra biografen utrolig meget klogere.

I filmen følger vi en personlighed, som er svær at blive klog på. Man tror man har den, men så bliver man igen overrasket. Bjørn Afzelis starter ud som en rolig, reserveret og genert mand, der bare gerne vil spille musik med sit band, Hoola Bandoola Band. Men pludselig opstår en uventet og helt ubegribelig succes, som blandt andet fører bandet til Roskilde festivals orange scene. Den rolige mand fra landet bliver forvandlet til en rockstjerne, med en pige i bogstaveligt hver havn.

Det er ikke mange ord vi får med på vejen af selve hovedpersonen, hvilket forstærker den mystik der forfølger Bjørn Afzelius, som desværre døde i 1999, kun 52 år gammel. Men alligevel får vi et dybt indblik i hans liv. Dette gennem meget personlige samtaler med familie, venner, fjender og ekskærester.

Billederne og klip fra fortiden er klare, men virker alligevel slørede og fjerne. Men musikken fortæller det hele, dette på trods af de ellers basale og ligetil tekster. Men nogle gange, er det bare det man har brug for, nogle der synger om de ting vi alle kender til, uden det er pakket ind i kringlede metaforer og langhåret poesi.

Alle store personligheder fortjener en film som denne, den er ærlig, rørende og autentisk. Og så er musikken faktisk utrolig fængende.