Jazzet landing klarer sig

Smuk indledning i Liverpool Rondo. På State of Mind savner jeg mere opbygning, før vi får de store blæs. Klaveret brillierer på Deep Water, men der er stor forskel på, om man er baggrundslytter eller har lukkede øjne. Det går til tider hurtigt, og kan godt have en tendens til at være hurtigt glemt igen også. Omvendt kunne nummeret Rain sagtens fremføres på en rockscene, men det bliver for irriterende at lytte til guitaren, når ørerne har vendet sig til blide toner. Det er nok tænkt som et oprusk. Videre på Clapping bliver det frækt legende, og vi får en fornem finale på Drone, der dog minder om musikken, man får, når kan trykker på på mit keyboards demoknap!

Mit yndlingsnummer er Philadelphia, det korteste nummer, hvor der er pladsgivende pauser, så man kan indtage musikken i vejrtrækningstempo.

En blandet fornøjelse, med respekt.