En oplevelse at blive indviet i Koppel & Søns idéer

Jeg mødte op til koncerten med Koppel & Søn uden forudgående kendskab til de to herrer, og dermed fri for forventninger. Ensemblet bestod af far og søn, Anders Koppel på hammondorgel og Benjamin Koppel på jazzsaxofon, tilsat trommeslager Peter Nilsson.


Koncerten tog udgangspunkt i "Living Room Recordings", som er en betegnelse for musik optaget direkte hjemme i stuen - med accept af diverse genstandes indvirkning på lyden - for at fjerne studiets kliniske påvirkninger, og derved få en mere varm lyd. Om dette kunne overføres direkte til en koncert er svært at vurdere, men det var forsøgt at skabe nogle af de selvsamme forstyrrende elementer ved at indrette scenen som en stue i rummet.


Musikalsk spændte koncerten bredt fra stille, melodiske, nærmest hypnotiserende rytmer, hvor Anders og Peter lagde en dæmpet, dog detaljeret, baggrund som grundlag for en blid saxofon, til mere fusionerende numre, hvor især jazztrommens skæve rytmer var dominerende i lydbilledet.


De stille numre fungerede noget nær perfekt. Adskillige gange tog Koppel & Søn mig ud i en nærmest drømmende tilstand, hvor musikken slog takten for tankernes virke. Det var i sandhed momenter, som bevirkede, at opmærksomheden udelukkende var rettet mod de tre herrers talenter, som de udnyttede smukt til at tage os ud i nye, ukendte, musikalske dimensioner.


De hurtigere, skæve numre, havde desværre ikke helt samme effekt på undertegnede. Musikalsk er jeg ikke i tvivl om, at det var musikere, som præsterede på højt niveau, men desværre blev det hele en anelse for eksperimenterende, hvor det virkede som en fest for de få indviede, som forstod universet. Dette efterlod de resterende af os forvirrede og uden et holdepunkt - en stor forstyrrelse, som resulterede i, at nærværet til musikken i perioder blev tabt.