Jeg tier for her kunne samtale føres

Anmeldelse af ”Især til de levende” af Kloster.

Jeg kan godt mærke, at jeg må lytte til dette album på en anden måde end jeg måske ville lytte til andre albums. Og det har helt ærlig noget at gøre med, at jeg er ateist. Jeg mener det er relevant at skrive fordi dette album og Klosters andre albums har et tydeligt religiøst, kristent udgangspunkt.
Jeg får umiddelbart modstand når jeg ser en titel som ”Guds nåde er en vintergæk”.

Og til dette album er det den anmelderroste danske digter Simon Grotrian (1961-2019), der har skrevet teksterne. I Simon Grotrians digte spiller det guddommelige, og den religiøse erfaring en væsentlig rolle.

Derfor mener jeg også det er vigtigt at understrege, at jeg er ateist, for det religiøse er tydeligvis vigtigt for bandet, og skal derfor, efter min mening, ikke adskilles fra musikken. Og selvom jeg føler denne umiddelbare modstand, og at modstand på ingen måde er et godt eller åbent udgangspunkt for en anmeldelse, må jeg, som skrevet, lytte på en anden måde. Fordi musik er musik, og taler sit helt eget universelle sprog, og det bliver mit udgangspunkt for denne anmeldelse.

Kloster er en musikalsk workshop ledet af Mikael R. Andreasen. Og i kontrast til tidligere Kloster-udgivelser, hvor Andreasen var den drivende kraft i tilblivelsen, er dette album baseret på et tæt samarbejde med multiinstrumentalisten Mikkel Elzer.

”Især til de levende” har et messende måske nærmest meditativ udtryk, der helt fra starten giver sig tilkende på ”Fred med verden”. Den næsten tre minutter lange instrumentelle intro før koret begynder at synge, klæder os på til resten af albummet. Vi bliver budt indenfor i et rum, hvor vi hyldes ind i et bredt og salmende kor, der understreges af et meget smukt og fyldigt akkompagnement.

Albummet trækker tråde fra Klassisk til Folk til mere eksperimentelle nærmest free jazzede elementer, hvilket også gør det spændende at gå på opdagelse i fordi, der sker så meget. På nummeret ”Visom”, finder man et mere elektronisk, dream-poppet udtryk. Her ligger synthen og trompeten som et galaktisk knitrende næsten dystert slør, der har reminiscenser til den engelske lullaby, der både skulle trøste og berolige til søvn, men på samme tid vække bevidstheden og fantasien. Dette kan man sige om alle numrene, at de både har en beroligende vibe, men også har undertoner, der vækker noget i underbevidsthedens mørke. Jeg er meget begejstret for ”Verden er et gitter”. Starten er dragende med violiner og klokkespil, og jeg bliver trukket ud i en stor skov hvor jeg kan spejle mig i en sø.

Koret eller fællessangen spiller en gennemgående rolle på alle numrene, og denne fællessang skaber en varm oplevelse af at vi deler et rum sammen, måske sidder vi alle med hver vores instrument. Den instrumentelle lydside er mættet og tung. Som på åbneren med sin lange intro, er der ligeledes en smuk lang instrumental outro på lukkeren, der medvirker til at få sendt os godt afsted. Der er ikke meget luft på albummet, selvom det er højtsvævende, men mange er numrene er heller ikke så lange, så det går ikke noget for den overordnede oplevelse. Jeg kunne forestille mig, at det vil være en vild oplevelse af høre det live i et stort rum, hvor musikken kunne få lov til at fylde og koret kunne svæve højt.

Min generelle oplevelse af albummet er meget positiv, det er virkelig nogle smukke kompositioner, meget spændende arrangementer og den lidt dovne måde de synger på medvirker blot til at man lulles ind i det omfangsrige musikalske univers. Der er stadig en modstand til teksterne, men den ligger fuldstændig på min kappe, og skal ikke ødelægger oplevelsen af dette album.