Det kunne have været så godt…

Det kunne have været så godt, men blev det aldrig.

Et rodet stykke, der aldrig formåede at få monolog, dialog, musikken, scenekunsten og historien til at spille sammen.

Dette trods temaer som privilegieblindhed, lykkelig uvidenhed, forceret lykke og en higen efter frihed kunne have haft stort potentiale i det klassiske stykke ”Et Dukkehjem”, skrevet af den garvede dramatiker Henrik Ibsen. En historie som i sin oprindelse er lige så relevant i dag, som den var nutidig tilbage i 1879, hvor stykket blev skrevet.

Om Nora (spillet af Nanna Skaarup Voss), der i stykket lever det polerede dukkefrueliv med au-pair, kostbare gaver og macarons. Et liv, der aldrig møder livets hårde betingelser eller bekymringer, stærkt beskyttet af hendes far og sidenhen hendes mand Torvald (Ferdinand Falsen Hiis), der har en vigtig chefstilling i en stor bank, ”Aktiebanken”. Snart opstår et drama, da det kommer frem, at Nora har været indblandet i dokumentfalsk og samtidig lovet sin veninde Fru Linde (spillet af Kathrine Høj Andersen) et job i sin mands virksomhed, men som presser sagfører Krogstad (Martin Ringmose) helt ud af virksomheden.

Stykket kunne have udnyttet det frivilligt eller ufrivilligt komiske i de privilegerede bekymringer og overfladiske dialoger i mange af scenerne. Som fx da Torvald bestiller en sofa og går helt granat-amok, da chaufføren skal passe på ikke at ridse gulvet ved levering af sofaen på sin sækkevogn. Eller da Nora spiser en macaron, men ikke helt må det for sin mand, da hun skal passe på at blive for tyk, selvom hun er modelsmuk og kan få alle om sin lillefinger.

I stedet blev det et rodet stykke, hvor den tekniske kunnen var manglende, skuespillerpræstationerne blandt hovedrollerne teatralske, uklar sammenblanding af fortids-/nutidstendenserne og en musik, der virkede forceret.

Det kunne have været så godt, men blev det desværre aldrig.

En stjerne gives til birollen Fru Linde, spillet af Kathrine Høj Andersen, der, uden at råbe i munden på de andre og uden teatralsk kropssprog, formår at fremføre en stilsikker, overbevisende skuespillerpræstation.