"I Don't Give a Shit"

Historien bag personerne Sid Vicious og hans kæreste Nancy Spungen er interessant. Den præsenteres under koncerten på store lysende displays i hver side af scenen i headlines på engelsk i en punked aviscollage.

Stykkets opbygning, med først en teaterkoncert og dernæst skuespil i hotelværelset virker unødigt opdelt og står i underlig kontrast til hinanden. Begge dele føles for lange. Samtalerne og ordforrådet er måske nogenlunde autentisk, men det bliver uinteressant i længden og hverken rører mig, provokerer mig eller holder min opmærksomhed fanget. Det er hverken tragisk eller komisk.

De to hovedpersoner spiller godt, især Nancy (Julie H. Ølgaard). Men fordi samtalen gentager sig i det uendelige, lægger jeg mere mærke til Sids (Morten Holst) gentagne rystelser og vaklen på benene der til sidst næsten virker som en parodi på en stofmisbruger. Til gengæld er han rigtig dejlig at se på og han er lækker på "den narkoman-agtige måde". Høj, tynd og markeret.

Disse iagttagelser er udtryk for at stykket som helhed ikke er fængende og dramaet ikke folder sig troværdigt ud. Så havde man jo ikke siddet og fluekneppet vendinger a la "Jeg giver ikke en lort" er dårligt oversatte, at loftspropellen ikke bliver hejst op under slutnummeret, at sidste sceneskift er både klodset og virker unødvendigt (to unge sortklædte piger flytter lænestol og tv men har glemt at dække deres ansigt og hår og tiltrækker sig derfor opmærksomhed som virker kikset i forhold til tidligere skift).

Musikken er velspillet og bedre end forventet. Men musikerne er musikere og ikke skuespillere, hvorfor koncerten virker utroværdig. Man kunne have placeret musikerne et sted for sig, så man fik indtryk af, at de var musikere og ikke indgik i stykket som sådan og så lade "Sid" og "Nancy" synge og performe på scenen.

De steder scenografien er rigtig god, er ved de store avisudklip og til sidst hvor lyset farves rødt og kun en håndvask og et toilet ses på en nærmest surreal måde. Ellers forekommer scenografien mig jævnt kedelig og understreger generelt ikke hverken stemning eller følelser.

Manuskriptet kunne med fordel være smidt væk og et nyt være skrevet over Sid og Nancys personlige historier som udgangspunkt eller blot strøet ud over hotelværelses-scenen som Flash Backs. Scenografisk kunne man have udnyttet Bellevues drejescene til dette.

Konklusion: gode skuespillere, gode musikere, dårligt manuskript, lidt kedelig scenografi.