Velspillet, humoristisk, tragisk – se den!

Et skarptskåret stykke socialrealisme, som sagtens kunne have fundet sted i nutidens Danmark. I en nedre samfundsklasse, vi sjældent får ordentligt indblik i - i virkelighedens verden, når skidtet vælter…

For hvad sker der egentlig, når man er syg i kommunens hullede system? Hvad sker der, når gælden langsomt sniger sig op over begge ører, midt i den uendelige kæde af ubetalte regninger, hverdagens pligter som man ikke magter og problematiske mennesker, der fletter sig ind og ud af ens liv? Kommune-Karen, tvangsaktion og Gul & Gratis? Et helt liv der ikke gik, som man håbede på?

Anita på 63 år spiller hovedrollen, en mor til sin arbejdsløse søn Lars på 44 år, som bor hjemme. Ressourcer, penge og netværk er voldsomt begrænset. Men kærligheden, humoren og forsøget på at løse den fastlåste situation er der. Det hele spidser dog til, da gældsløkken strammer til om halsen, søster Beate kommer på besøg og nabo-John med lyssky kræmmer-tilgang til penge og kærlighed dukker op i Anitas og sønnens liv…

Der var mange scener, som krøb ind under huden på undertegnede. Særligt Anitas monologer undervejs, Anitas aversion og udbrud mod Beate og hele kampen om at holde sammen på alle de løse ender var ganske underholdende, trods stykkets alvor og tragedie.

Eneste scene, der slet ikke fungerede for mig, og som virkede malplaceret, var Esthers, en ung kvinde, der kommer for at købe Anitas nedslidte genbrugsting, indtræden i stykket og særligt den lidt manglende mening til sidst, hvor en relation eller mangel på samme viser sig mellem Esther og Anita.

5 stjerner gives til den velskrevne historie (ros til instruktøren Henrik Szklany), til Marie Knudsen Fogh der leverer en helt igennem imponerende, vel-timet skuespillerpræstation samt dialogen, der med perfekt doseret humor og alvor fungerede rigtig godt stort set hele vejen igennem stykket.