Udgakket kædeperler for grin

Magt. Har vi brug for det? På Teater V fås en sketchrække, der skyder i øst og vest, rammer de høje c’er flot og med gejst og entusiasme stråler smilende ud i salen. Uden helt rød tråd.

Ikke alt er velskrevet, et par enkelte halvsløje rim, men de rigtig gode ideer popper op gentagende, når fx det offentliges telefonventemusik sender budskaber, alt efter hvem man er og skal have fat i... Og når man er lam i armene, kan man godt have et normalt liv, hvis de andre altså når at gribe håndtryksmomentet! Det har intet med politik at gøre, udover den ukorrekte, hvilket der i den afslutningsvise ‘minimusical’ skejes ud og rådes lidt bod på. Med uovertrufne M. Henriksen og T. Dahl-imitationer, modsat en forkølet U. Elbæk-parodi og overgearet S-Larsen S-minister.

Det hele foregår musikalsk, men i en stor rodebunke uden ledestjerner til at sætte retning. Vi overraskes derfor, når det bliver komisk, og falder lidt ned igen. Helt galt går det i Safri Duo-intermesso, som et barn kunne have udført mere underholdende.

Gennembruddet savner opbygning, selvom programmet gør et godt forsøg på at forventningsafstemme med en omtale til enten højre- eller venstreorienterede.

Det er valgår, får vi at vide twice, og 2019 ligger besynderligt langt væk i en juletid, hvorfor Magtsspillet lander mellem to taburetter, den ene med en latterlig julefrokostsang, og den anden, rette plads med sin 100 % veltunede poppolitiske kommentarer.

Hvordan en historie om den bangrøde rubberboat, der så er orange, har sneget sig ind, må forklares i en melodigrandprixfascination, der dog understreger, at større detaljekæren kunne løfte det hele. Øjet er der ikke kælet for, så fang glimtet, og lyt i stedet godt efter for at få det hele med. Der er en del at komme efter. Humor er magt.