Upassende uforløst jordbærsmag

Plads til forbedringer blandt spændende takter og lidt for eksperimenterende greb. Det er på kanten af upassende, når en mellemleder i jordbærindustrien henvender sig direkte til kvinder blandt publikum og høhø forsøger sig med pick up lines. Det er pointeløst, når der bliver ved med at baggrundsråbes og transporteres, mens vi forsøger at holde fokus på en fortælling. Og passer det ind, at vi skal have en enorm, levende skildpadde med som EU-symbol? Når underteksterne (vi er på spansk og lidt arabisk) er ude af sync, er vi nede på et Netflix-B-film-niveau.

Til gengæld er der smukke passager (sådan lyder regn på drivhusplastik) med lydeksperten, der tager os i hånden. Netop det, savner jeg. Stemningen bliver skabt, vi er på, men der er for meget metateatershow, for vi kommer på syv kvarter uden pause ikke længere, end at immigranterne har dårlige forhold, men efter endt spilleperiode alligevel må tilbage til Spaniens frugtfidus, for det er deres virkelighed. Hvorfor egentlig ikke en pause, så vi kunne få diskuteret om bærrene? En af plukkerne, der nu arbejder i en støtteorganisation, udtaler overraskende: Jeg ved ikke, om det gør nogen forskel at vise dette, for I ved det jo allerede - er det den gamle historie om (EU-)forbrugeren, der må stemme med pengepungen? Så kunne stykket have taget et mere politisk provokerende standpunkt eller have fordybet sig ned i dramatik og dilemmaer.

Vi får en flot, dynamisk scenografi. Musikken savner udvikling gennem forestillingen. De filmtekniske løsninger er sub-optimale og stjæler mere, end jeg tror holdet er klar over, fra nerven og intensiteten i den konflikt, der ligger og ulmer under (for) den måde, historierne formidles; lidt for nede på jorden (jovialt) i stedet for at komme dybt ned i jorden og give os jord på hænderne.