"Hvis bare jeg gad, kunne jeg hvad som helst...". Men.

Forestillingen ”SKAKMAT” på Teater Grob bæres på skuldrene af klassiske stereotyper vi alle kender og har mindst én af i vores omgangskreds.

Og det er glimrende spillet helt ud til fingerspidserne!
Fra den tå krummende irriterende bossy storsøster ”Der ikke kender sine egne grænser for, hvor hun skal blande sig”, til den evigt-joint-rygende-og-øldrikkende barndoms kammersjuk der battler på 90’er hits i vennens lejlighed, som langsomt har forvandlet sig til et morgenværtshus.

Karaktererne er så fremragende spillet, at de kommer helt ind under huden, der hvor man kan smage dem bagerst i ganen, og selv får lyst til at råbe ”SÅ HOLD DOG KÆFT!!!” til paragrafsøsteren.

Men der hvor stykkets styrke ligger i de genkendelige stereotyper, bliver det selv samme genkendelighed, der bringer typerne til fald. For det lykkes aldrig helt at løfte sig ud over klichéerne, uanset hvor irriterende de er, og hvor godt det end lykkes at ramme tidens stemme. Som hovedpersonen selv så præcist rammer det” Hvis jeg bare gad- kunne jeg være et geni- hvis jeg bare gad- kunne jeg hvad som helst…..”. Men.
Man fornemmer ”Men ‘et” bliver hængende i luften. For hvor godt det end lykkes firemandsforestillingen at ramme tidens jobcenterstemme, hvad vil man så sige med den?…Spørgsmålet bliver hængende i luften.