Tid, er noget man tager, ikke noget man har

Rørende og fin lille forestilling, der i fortællingen om døden og livet skildrer disse begreber bl.a. gennem musik, sang, dans og smukke verbale billeder om bladene, der falder af træerne om efteråret for at give plads til de nye blade, der kommer, når det atter bliver forår.

Også helt konkrete billeder tages i brug, fx da bedstefaren bogstaveligt stiller skoene, da den levende hånd forsvinder, mens den døde ligger tilbage, rejsekufferten, der tager ham med på hans sidste rejse samt urets tikken, der illustrerer at tiden går, og livet går videre - alligevel.

Tid er et centralt emne i dette stykke. Den unge pige har ikke så meget tid, når hun besøger sin bedstefar; der er jo så meget hun skal nå. Bedstefar har til gengæld masser af tid, for der ligger jo ikke en verden og venter på at blive erobret, der er ikke flere forpligtelser, men som han så klogt siger på et tidspunkt, så er han gammel og har ikke så meget tid tilbage; livet lakker mod enden.

Tag de små mennesker ved hånden og gå ind og se denne forestilling, for den fængsler dem. Der var en del børn til stede, da jeg - med to børnebørn - så stykket, og alle var de helt stille - og så er der rigtig meget at tale om bagefter.