Blondinen under og Brunetten i sengen - Svinets?

Der indledes med en oplysning om, at 10 % af børn og unge under 18 år har været udsat for seksuelt misbrug. Okay. Der er egentlig mange. Det er faktisk vildt. Og ret virkelighedsfjernt.

Eller der indledes udenfor salen med en væg fuld af avisudklip fra incest- og voldtægtssager. Men historien kommer aldrig rigtig i gang og forbliver på den måde en overskrift.

Svinet ved ikke, hvor han skal starte. Han er nu godt i gang. Moderen kaldes der kun på. Blondinen er den uskyldige datter, som han selvfølgelig ikke kan undvære - hun er hans begær, og hvad man er i stand til at forestille sig, er også muligt at gøre i virkeligheden, mener Svinet - det hedder manden i hvert fald i titlen. Så dommen er os givet på forhånd. Det er da heller ikke, fordi det er en urimelig mærkat set på nært hold.

Den stærkeste scene er, hvor Svinet møder Brunetten, så plørefuld og småprovokerende efter en kedelig polterabend, at hun gør ham selskab. Av for den, men manuskriptet mangler noget. Små scener flyder ind og ud af hinanden uden, at det bliver til mere end godt skuespil. For det skal de have. Man kan mærke dem. Men hvad er der på spil? Udover værdighed og virginitet! Vi forstår, at disse forbrydelser finder sted, ikke hvad vi skal stille op med dem.

Måske ligesom i Tønder, Brønderslev og hvor vi ellers ved, at det har fundet sted. Der er ikke meget at arbejde med som tilskuer til disse ovegreb.

Efterfølgende blev der af teaterdirektøren lagt halvhjertet ("I må også godt gå") op til debat om det tunge tema, men man foretrækker at smyge sig ud og få aftenkulden i ansigtet. På egen krop. Derude i virkeligheden.

(I stedet kan Manyar I. Parwanis film Himlen Falder anbefales som et hårdt indspark til en debat.)