Snorkebobler på Riddersalen

Riddersalen er et sjovt bekendtskab, særligt når man ikke har været der før, som tilfældet var for mig denne aften. Det var som at træde ind i en anden mere eventyrlig verden og dér blive mødt af en billet-dame iklædt lyseblå uniform med guldknapper. Således startede aftenen godt, salen var også interessant og dronningen sad allerede parat på balkonen, dog i form af en dukke iført briller fra 80erne...

Men nu til selve forestillingen.
Idéen om erindringsbobler som afsæt var fin og boblerne fortalt af livstykket Vigga Bro med akkompagnement af en fantastisk cello og et stort udvalg af slagtøj også umiddelbart en god idé.

Forløbet med boblerne manglede struktur og en rød tråd uagtet man som publikum skulle have fornemmelsen af spontanitet i forhold til "indfaldene" fremført og fortalt af Bro.

"Boblerne" var en (ikke så skøn) blanding af selvbiografiske oplevelser, erindringer, universelle tanker om døden og hen mod slutningen et helt eventyr som i længde varede mere end de andre bobler tilsammen.

Musikken var desværre oftest en distraktion uden at medvirke til at understrege det sansemæssige og associerende i netop forklaringen på, hvordan bobler opstod hos forskellige mennesker.

Bro er en god fortæller, men faldt desværre i gryden med klichéer og manglen på fremdrift blev en søvndyssende affære ikke ulig at høre en slægtning fortælle anekdoter. Her fik jeg mest lyst til en "morfar" da Bros fortællinger mistede momentum efterhånden som forestillingen skred frem i en uendelig lang associations-marathon uden klar retning mod en målstreg.

Med en gevaldig opstramning kunne forestillingen blive en fin lille boble, men jeg måtte tage mig selv i at se på klokken undervejs og drømme mig et andet sted hen, end de hårde sæder i salen.