Fjolleri i form

Jeg har det svært med teater, der i omtalen vil revolutionere - her 'verden'. Så det tager noget tid at overgive sig til tankeflyderi, selv efter en fælles, stemningsfuld march mod scenen.

Hjernen kobles fra, det giver ikke mening at begribe disse øjeblikke, vi skal nå nedbrud, et klassisk mål før genopbygning. Musikken begynder da at være indrammende, og det lyder ikke altid kønt, men er nok nødvendigt for at have en form for form(!) i et kalejdoskopisk kaos.

Det er erfarne Livingstone, han gør, hvad han kan for at være den ledende skikkelse. Han bliver ikke rigtig sjov, man fornemmer ordene er vigtige, but why, tell me why - på dansk, jeg ved, du kan! Til gengæld er sidemonologerne dejligt bekendtskab, og dansen også vellidt, men måske sket der for meget på for kort (70 min) tid, når selve tiden er under behandling, sammen med filosofiske paradokser. Hvor er der mulighed for selv at træde ind, og hvornår skaber dadaisterne plads til os på klapstole? Der klappes, hvem kan svare på, hvad det nytter, dette sidste øjeblik har kun en praktisk funktion. Som en af de seks råber under de sidste sekunder af ekstraklapsalven: "Baren er åben!". Igen. Og i mangel af toilet i bygningen har vi heldigvis en pissoirkumme som gud. Og et nyt ord for træ. Lyder det fængende? Ellers køres den hjem med Ode til kassebiler! Tak for jeres unika.