Mudret magi

Teaterdukker er på en gang uspændende at se på i længden og kan være meget levende - når de bliver ført professionelt. I stykket er der ofte for mange steder at kigge hen, hvilket gør, man føler historien er ved at forsvinde som sand fra ens overblik. Forstod vi det rigtigt? Var der ingen fremadskuen, men kun minder og så alligevel ikke? Konsekvenser har livet jo altid, og vores valg også for andre. Det bliver på en måde for stift, med nogle bragende flotte højdepunkter som scenen, hvor Jeppes hoved i mobiltelefonen flyver væk fra datteren eller sheriffens triumferen ned af stuegulvet. Grækerdansen bliver flad og lang, det er som om dramaturgien og fremdriftens kæde hopper af og på.

Der er mange synsvinkler og stemmer at holde styr på, men dukkeføringen er fin, og som universskabende er man lukket ind med smil på læben sammen med forundringen over, hvad der nu sker.

For alt synes at kunne ske selvom ansigtet er formasket! Fine skuespilpræstationer, lidt karikeret få steder, men især den dedikerede dukkefører shiner.