Æblet der realiserer det almene
Vurdering:
Samlet vurdering:
Franka vil ligge i butik. Allerhelst vil hun dog være verdens første æble, der får hovedrollen i en Hollywoodfilm. Sådan går det ikke. Franka får nemlig orm. Og ormen lider oven i købet af den slemme og særdeles smitsomme sygdom fyvæmlig farligtis. Eller det siger den i hvert fald, at den gør. Franka og ormen rejser ud for at finde ormelægen. Han bor næsten ligeså langt væk som ”ud til evigheden og så tre gange rundt om evigheden og så tilbage igen”, som der bliver sagt i stykket. På sådan en lang og farlig rejse kan man både opleve og lære meget. Og det gør Franka.
Æblet og ormens største force er måske, at stykket ikke undervurderer sit publikum, hverken børnene eller de voksne. Stykkets morale er klar, men den bliver heldigvis ikke skåret ud i pap.
Æblet og ormen er et humoristisk og begavet teaterstykke. Der er både noget at tænke over og more sig over for voksne og for børn. Skuespillet er godt og troværdigt, sproget er præcist, fjollet og alvorligt, ofte det hele på én gang. Lyd- og billedsiden fungerer godt. Billedsiden er flot og fantasifuld, og den virker på intet tidspunkt påklistret men er fint integreret i stykket. Når handlingen glider fra skuespil til animation og tilbage igen, foregår det glidende og naturligt. Samme gode flow findes i overgangene fra tale til sang/musik/dans.
Hvis du ikke selv har et barn, så skynd dig at låne et og gå ind at se Æblet og ormen. Du vil gøre både dig selv og dit lånte barn en tjeneste. God fornøjelse.