Kær, men mangelfuld - vigtig, men forglemmelig

Af gæsteanmelder Astrid Lauge

Den fæle stank af dansk juletradition - materialisme, tvungen samvær, og overfladiskhed - siver langsomt ned til de to hovedpersoner. Ditte Ylva Olsen spiller narkoluderen, det længes efter jul. Stine Q. Pagh er alkoholikeren, der så julemanden kysse mor mere end en gang. Selvom Olsen har en vis fornemmelse for sin karakter, specielt i sin mimik, ender hun for simpel og til tider direkte irriterende, mest i kraft af noget så ærgeligt som hendes påtagede stemme. Visse replikker går simpelthen tabt i hendes skingre hvinen. Hendes karakter mangler dybde; Olsens rolle udvikler sig simpelthen ikke igennem den time, man bruger med hende. Pagh, derimod, er dynamisk, dyb og langt mere sympatisk. Hendes første øjeblikke af forsøgt skjult sårbarhed går direkte i hjertet på publikum, og det er en fryd at få lov til at udforske hendes mange facetter. En idé ville være at bytte skuespillernes roller om - en langt mere interessant energi ville det give, blandt andet i kraft af deres udstråling.

Replikker kun bestående af brudstykker fra julesange? En gimmick. Eksklusivt at bruge sanglinier udvikler sig hverken til et specielt fortrin eller ulempe for forestillingen. Som virkemiddel bidrager det til en stemning af magisk virkelighed, men den forsøgte humor i replikkerne hæfter sig på genkendelse af sange og nostalgi, hvilket bliver for kært - og aldrig rammer plet. Dog er den ofte gammeldags og forfinede jargon en spændende kontrast til omgivelserne og karaktererne - måske et forsøg fra manuskriptforfatternes side på at understrege, at folket ejer julen, og ingen burde blive ekskluderet fra denne hjerternes højtid, sådan som det foregår i dagens Danmark?

Slutningen bliver for familierne bestemt sukkersød. Det virker på mig letkøbt, at alle - på trods af heftige skænderier, tvivlsomme moraler og ulykker - lige pludselig ender som lykkelige. Pointen er, at fordi vi dyrker julen igennem vores forbrug og kunstige "kærlighed", kan den ikke ende godt. Denne hurtige lappeløsning virker for belejlig til at efterlade en behagelig smag i munden.

Pagh og Olsens roller forbliver navnløse i deres funktion som symboler på de uvelkomne masser i den rene, gode, fromme juletid. Men alkoholikeren og narkoluderen ender med at komme tættere på julens kerneværdier end nogen af de tre andre illustrerede familier; udstødt og uskyldige som Josef og Maria giver de liv til et mirakel: ærlig, næstekærlighed og ægte håb.

En sød julehistorie, der på trods af sine mangler er værd at se, specielt i selskab med børn.