Horrorherrer udfordrer forestillingsevnen

Advaret om nøgenhed, og derefter tilbud om ørepropper. Man går ind i mørket med forventning om massiv sansepåvirkning.

Der bliver stirret på en, og vi er en klar del af pulsen i det tætte spil. Jeg prøvede at vurdere, hvilken forskel det ville gøre, hvis et klæde havde været tilføjet hver af de to splitterragne spillere. For det var ikke helt så meget kroppen der var i fokus, men mere det indre, og med en ordrig start. Desværre gør accent blandet med lydforholdene, at ikke alt når frem til os. Indlevelsen skal jeg virkelig selv arbejde for.

Det mest spændende sker, når lyset dæmpes, og vi lander i et univers, hvor mennesket måske ikke længere bliver i sin egen krop og indenfor scenekanterne - fysisk.

Der er gennemgående en ulighed mellem Cámara og Reyner, hvor førstnævnte ret robotagtigt udfolder sig, mens man sidder mere tvivlende i forhold til, hvad Reyners materiale er gjort af. Ikke desto mindre bliver du som publikum tvunget til at udrede, hvad der er på spil i det sorte felt. Derfor ville jeg også gerne have haft et bedre udgangspunkt til analysen af den visuelle dialog. Der bliver ikke givet ved dørene, så hvert individ nødvendigvis er gået meget forskelligt påvirket herfra. Helt menneskeligt, egentligt.