Julia bjergtager en og provokerer en til at føle hendes historie

Nyd 1,5 time i bjergtagende Julias selskab. Hun får en til at grine, mærke skam, blive bevæget og får hårende til at rejse sig. Julia har en rørende historie med i bagagen, som hun inddrager publikum i.

Stykket starter i et lille rum, hvor et lille stofslør adskiller publikum fra Julia, men trods vi kan se hende, insisterer Julia på at mærke sig publikum og krammer og giver hånd til dem gennem sløret. Dette skildrer meget fint, den nærhed hun søger med publikum og som sidstnævnte (om ikke andet jeg) senere mærker med hende.

Hun bringer os ned til Mozambiques strande, hendes landsby, som ligger klods op ad de indhegnede fine huse, hvor ambassadefolk og diverse hjælpeorganisationers medarbejdere bor. Vi får lov at opleve det overgangsritual, som 14-årige piger gennemgår for at træde ind i de voksnes række.

Julia akkompagneres af et understøttende musik og få visuelle remedier. Publikum er en aktiv del af stykket, hvilket både er grænseoverskridende men samtidig bringer en ud af beskuer-rollen, så Julia og hendes historie kan krybe ind under huden på en. Et fint stykke, som varmt kan anbefales.