Middelmådigt scenehåndværk

Måske er forbandelsen over forlægget. Med lovning på en dobbelt-meget dyster fortælling spises vi af med forsøg på chok og lappeløsninger i et ellers old school-lækkert setup. For intet overrasker eller imponerer i 'Sarah', der er inspireret af den sorte enke-gyseren med Daniel Radcliffe i hovedrollen.

Vi har kun en skuespiller - og så alligevel ikke - plus teatrets sædvanligvis sorte hænder, der desværre ikke gemte sig godt nok og ødelagde effekterne. Nostalgisk med hørespilsekvenser, med gode stemmer, men at løse en monolog der gerne vil samtale med lange lydklip i total mørke har jeg dog aldrig oplevet før. Ikke spændende. Forståeligt skal en stemning opbygges, but show it, goddammit!

Historien kunne såmænd være et godt afsæt mod noget vigtigt, men bliver nærmere en præsentation af skuespilleren, der med en love or hate urealistisk stemmeføring får spillet diverse følelser fornemt uden at karakteren kommer nogen vegne. Man undres over et forbandet indviklet stykke, der nok har brug for et kærligt blik udefra. Eller en treer! Først skal der arbejdes: Lyd, scenografisk og dramaturgisk. Jeg foreslår at tage den længere ud af horrorens hovedgade eller dvæle mere over mellemrummene ...

Gys på de skrå brædder er skræmmende velkomment! Dare me, please.