Morsomt, alsidigt klassiker-retake

I teaterbaren kan få slå med terningen og få en overraskende drink. Ser ikke nogen prøve det, og selvom stykket forsøger at tale til os, bliver det effekter og flot, smart scenografi, der løfter Knutzons fortolkning op i nærheden af det gedigne. En munter aften i godt selskab, hvor især Kitt Maiken Mortensen som Polina, og Maria Winther Nørgaard som servitrice med flere skinner igennem.

Det er altid en større mundfuld at få ni skuespillere på scenen på en gang til at tilføre dramatikken og flowet en balanceret pingpong. Heldigvis for Spilleren, får vi også lange perioder med færre på brædderne, for det bliver meget hyggenygge, tøhø, når hele flokken humoriserer. Udover et par floskler, er det dog sjovt (både lige foran og bagved sidder en højlydt/hysterisk griner), og vi får næsten det hele med, men med udfald i mikrofon kan det ikke have været sjovt at sidde længere væk end de forreste rækker.

Handlingen er bumpet, uforudsigelig, bortset fra et givet dødsfald, og det er med til at holde gejsten gennem de knap to timer. Fornemmelsen af to stykker i et opstår. Der er taget nogle valg, som er skarpe, men måske ikke perfekte for indlevelsen i casinojargonen (helt uden jetoner - her rækker man bare hånden op!), mens vi venter på, at kuglen lander på rød, sort eller hvid - zero, nul. Det meste falder på plads undervejs, men vi ved ikke mere, end karaktererne gør, hvilket giver en lidt flad fornemmelse.