Ripperen ripped apart uden hoved og hale

Musicalteatret er nærmere end opskrift, der kan fungere, i forhold til efterårets grandprixopsætning med liveband på scenen. Vejen er stadig (for) lang og knoldet, selvom et par (musik)stjerner skinner igennem i fornem lyssætning.

Jack the Ripper er en klassisk historie, her nyfortolket og musicalficeret med en dose ekspressiv dans. Både tung og let på samme tid. Kvaliteten svinger med andre ord, og en insisteren på at aktivere rigtig mange skuespillere på en gang gør, at når der er intens dialog, forsvinder fokus. Det er nu heller ikke en særlig tæ(nd)t stemning, på nær nogle spredte dramatiske højdepunkter, men derimod en humørfyldt setting og fine detaljer (synd avisdrengen ikke får lov at råbe avis!) med spil i lag på den dybe scene. Det effektueres med timing.

Der findes de historier, hvor slutningen kunne ligge flere steder. Her kortslutter afslutningen efter mere end to timer overraskende, hvilket uretfærdiggør hele plotopbygningen. Ingen udtoning, blot en sidste sang fra de døde! Der var mange sidehistorier at spinde pointer på, men ingen karakterer får lov til at nå klimaks i andet en sang. Det onde vinder, uden at vi får meget med. Jovist, nu fandt vi ud af, hvem Jack var, men hvem var Jack - og hvorfor? Hvordan blev dette samfund skabt? Og hvad var meningen med politikommisærerne? Som andet end fremdrift, kattene efter musen; i virkeligheden var de sammen Tom & Jerry, mens byens underverden udspillede sig (frit spil!) i et parallelunivers. Spøgefuldt. Blomst for blomst.