En helt anderledes teateroplevelse og en dejlig aften
Vurdering:
Samlet vurdering:
”Dans mig til livets ende” er en fin lille ting, man kan diskutere hvorvidt overhovedet skal kaldes teater - men det er også fuldstændigt ligegyldigt, for det der netop gør den speciel, er at det er en helhedsoplevelse, der næsten fortjener 4 kongekroner alene for sit koncept. Med sin pitch og beskrivelse lover forestillingen sit publikum en helt særlig aften og en helt særlig nærhed mellem performer og tilskuer. Alle løfter bliver indfriet – og mere til – og jeg blev hurtigt bekræftet i at GLIMT fortjener stor ros for sin fine lille ting. Den fortæller ingen store historier, leverer intet drama, ingen særlig komik og tryllebinder ikke, men forfører lige så stille og formår at føre publikum sammen, få dem til at danse, vække lidt følelser og frem for alt at udviske linjerne mellem dem det handler om, og dem der kigger på.