"Aftenlandet" kravler ret sikkert ind under huden på dig

TEATERSTYKKET

Vi befinder os på en tankstation, der ganske påfaldende hedder ”GET IN”, ved en motorvejsafkørsel. Stedet bestyres af den spirende tankstationleder (Ena Spottag), som ivrigt går op i ro, orden og at alle gæster glade. Hun afhjælpes af sin medarbejderkollega ”Natasja” (Niels Anders Manley).

Ind kommer forskellige karakterer, der hver især bærer rundt på bekymringer, svære dilemmaer og livshistorier. ”GET IN og godmorgen. Værsgo, en bakke. Til venstre: sandwichbar, salatbar, det varme køkken er desværre ikke åbent endnu, ligefrem: kaffe, kiosk og kasse. Til højre: toiletter. Velbekomme” – lyder introen, der præsenteres af "Natasja" hver gang en ny skæbne træder ind på tankstationen. Rabatter kan de også få, udover en croissant.

Men tankstationens ro, struktur og orden kommer snart på prøve, da en syrisk flygtningekvinde pludselig befinder sig på tankstationen, og endnu værre bliver det, da flere flygtninge dukker op udenfor. Hvad skal medarbejderne dog gøre? Har de en bombe udenfor? Hvad vil de? Det udvikler sig til et sandt eksistentialistisk og ofte komisk drama, hvor dørene låses af, og ingen ved, når noget så langt væk fra deres bevidsthed og egen hverdag, pludselig dukker op for øjnene af dem.

DET TEKNISKE
Der er virkelig tænkt nyt i dette stykke. Midt på scenen er en miniaturemodel af tankstationen, skuespillerne og bilerne, der kører ind og ud fra tankstationen. Jeg gætter på, det er instruktøren Tue Bierings hensigt at skabe overblik over, hvad der sker på stationen, også udenfor og hvem der kommer ind og ud, hvilket fungerer overraskende godt.

Rundt om miniaturemodellen spiller skuespillerne deres forskellige karakterer, og her bevæger vi os rundt inde på selve tankstationen. Karakterskift af de samme skuespillere foregår i små hurtige ryk uden særlig mange remedier, samtidig med mikrofon, mobiltelefonmusik, monolog, dialog, og 3.-persons fortælleteknik benyttes i et skiftende flæng af skuespillerne selv. Samtidig sidder publikum få meter fra scenen og får skuespillerne at se helt tæt på, når skuespillerne sætter sig blandt publikum.

Det er totalteater i ny form. Det kan i starten virke ganske forvirrende, men man fanger gradvist idéen, og det er efter min mening egentlig en ret spændende måde at nytænke teater på.

Enkelte steder kan man dog blive tabt undervejs, hvis skuespillerne glemmer lidt, at publikum sidder hele vejen rundt og således ikke altid kan se, hvad der sker på scenen. Ligeledes kom skuespillerne til at føre dialogen lidt for hurtigt nogle gange (publikum har jo trods alt ikke hørt dialogen før), og andre gange talte de i munden på hinanden.

SKUESPILLERNE
Alle skuespillerne leverer en god præstation. Særligt skal dog fremhæves Ena Spottag, Jørgen W. Larsen og Marie Knudsen Fogh.

Ena Spottag for dog at virke lidt nervøs i starten på denne premieredag, men får spillet sig særdeles varm ganske hurtigt. Ena er sublim i stemmeføring, mimik og timing i jokes - et ungt stortalent, uden tvivl. Og da hun midt i stykket også talentfuldt går "amokka" på trommer, bliver man kun yderligere imponeret.

Jørgen W. Larsen for hans altid eminent dygtige og vældig garvede skuespil, også i dette stykke. Han har ikke brug for at gøre store armbevægelser for at man som publikum tror på hans karakter i stykket. Han er ikke bange for stilheden og at tøve stilfuldt, før han fører den videre dialog med sine med-skuespillere. Det får han en ekstra stjerne for.

En stjerne går også til Marie Knudsen Fogh for ganske imponerende at hoppe næsten legende og ubesværet mellem de forskellige diametrale karaktertyper, hun spiller i stykket. Hun kan det alvorlige, og hun kan så sandelig også det modsatte - uden det virker overfladisk eller unuanceret. Imponerende!

SAMLET

Stykket og skuespillerne får 4 meget velfortjente stjerner. Teaterstykket lykkes med at skildre de absurde livsdilemmaer, som vi har tendens til at lade fylde i vores del af verden. Hvilke meningsløse skænderier vi har om Disneyland, hussalg og skuespillerdrømme, mens verdens virkelig pressede eksistenser står lige udenfor tankstationens skydedør og banker på.

Et sandt eksistentialistisk drama med absurd komiske scener, der langsomt, men ret sikkert kravler ind under huden på dig – især teaterstykkets allersidste trumfkort, som jeg dog ikke vil afsløre her. Kommer de små fodfejl på plads undervejs, og skrues hastigheden lidt ned flere steder i dialogen mellem skuespillerne, så publikum kan nå at følge med, vil stykket få 5 ud af 6 stjerner.