Perspektiv, spejvending og komik

Den gamle (og sygt underlige) historie om Orlando vækkes til live i et kaleidoskop af genial iscenesættelse med et kæmpestort spejl og skuespillernes forvandlinger. Med tilbagestrøget hår, grå tindinger og kalvekrøs, ser de ikke ens ud men i hvert fald ensartede og som spejlbilleder er de netop ikke lig virkeligheden. Således kan de gå fra at være høje til lave, fra mænd til kvinder og omvendt som også Orlando forvandler og udvikler sig igennem en tidsrejse på flere 100 år.

Køn, identitet og rettigheder er stadig super aktuelt og vedkommende og den sidste (forestilling om) støvede replikker hvirvles væk af komik på standup-niveau, når scenografiens hypnotiske computerspilsdiscoteksgulvs-samlejebevægelser viser synkron krinolineknep i sanselig lyssætning sublimt understøttet af fx elektronisk musik på lydsiden, når gulvet rejser sig som et hus via spejlvæggen og skuespillerne er ved at falde (overbevisende) ned, isflagerne knager og brister, skibet sejler væk i natten med Orlandos hjerte og sneen daler.

Lyder det mærkeligt og filtret sammen? Lige præcis. - Men på den allerbedste måde!