Hvid mands dystopi
Vurdering:
Samlet vurdering:
Lars Brygmann spiller Francois, en agnostisk akademiker i Frankrig 2022. En klassisk misogyn mand, afskåret fra omverdenen, hvis fredag aften består af færdig mikroovnslasagne og porno. Han maskerer sin manglende livslyst og ligegyldighed med en påtaget årvågenhed overfor den politiske situation, der står i forfald - Frankrig står enten overfor Marie Le Pen og højreekstremisme eller ekstrem islamisering.
Underkastelse er baseret på Michel Houllebecqs bog af samme navn og skrevet og instrueret som monolog af Anja Behrens. De få andre skuespillere på scenen, er kvinder, der portrætteres anonymt og betydningsløst.
Scenografien består af et stort hvidt kors og ellers sorte rekvisitter. Det stærkt minimalistiske udtryk med fokus på det faldne kors og de stramt koreografede piger er eminent understøttende overfor den langsomme underkastelse, som både Francois og resten af Frankrig står overfor.
Stykket skaber efterdønninger i min egen verdensopfattelse: Er tro andet end økonomi og undertrykkelse? Er vores senmoderne værdier andre end sex og magt?
Tak for et meget relevant og stærkt drama om tro, værdier og ekstremte nær-fremtidsscenarier. Det er vigtigt at få italesat.