Hensigten ikke fulgt til dørs

Anmeldelse af ”Don Juan”, Grønnegårdsteateret 29. juni 2010

En meget lun sommeraften, lidt mad og så teater i Kunstindustrimuseet flotte gård. Lægger op til en sublim oplevelse.

Det første man overvældes af, når man træder ind i gårdrummet, er den fantastiske scene, der som et gigantisk stukarbejde med sit eget liv, står som en kæmpe organisk skulptur foran en, i en varm gullig farve.

Jeg har læst i omtalen af stykket, at det er ført up to date og der også indgår parcour, som er noget af det mest trendy lige for tiden. Så jeg glæder mig.

Nicolas Bro er også en meget dygtig skuespiller og det bliver spændende at se ham som en nutidens Don Juan.

Desværre blev jeg og min ledsager temmelig skuffede.

Den flotte scene blev ikke brugt i den udstrækning man kunne håbe. En ”volut” blev brugt som gemmested for Don Juans tjener Sganarelle, og et imaginært skib blev fremstillet øverst vhja 3 master/årer brugt af parcour-udøverne som jeg skal vende tilbage til. Og som skærm hvorfra statuen af den afdøde kommandant (Doña Anas far) kommer til syne.

Kostumerne var alt for gammeldags med store kjoler, mønstre, kapper og knæstøvler. Hvis det skulle passe ind i den abstrakte kullisse og holde løftet om en modernisering, skulle de have været f.eks sindsygt overdrevne eller helt enkle.

Teksten er god og kan stadig give stof til eftertanke. Så ”Don Juan”er ganske relevant for nutiden. Manipulation, empati, psykopati, egoisme, ansvarsløshed og fremmedgørelse læser man dagligt om i aviser, vi går op i coaching og ”omstillingsparathed”. Også den hypnotiske evne nogle mennesker indeholder, som gør at man ønsker at tro på og er blind for bedraget til det sidste...

Skuespillerne var mere eller mindre troværdige i deres roller.
Don Juan kunne godt have været mere forførende og mere kødelig erotisk. Nicolas Broes skift i toneleje, hans skift mellem komik og påstået alvor, bar en stor del af forestillingen.
Morten Kirkskov som Sganarelle, var anstrengt og efter min mening ganske trættende og ikke spor morsom.
Morsom i sin rolle og statur var derimod Jens Jacob Tychsen og viste sine talenter både i rollen som fattig from mand og kreditoren Dimanche.

Humoristisk set indeholder forestillingen mest fald-på-halen-komik, forudsigeligt og gentagende som i gamle danske film.

En udmærket forestilling for folk der finder glæde i førnævnte humor (der var mange der lo) og ældre generationer. Men desværre ikke ført up to date som forlægget ellers sagtens kunne bære, da det stadig er relevant.

Parcour-danserne virker påklistrede og skuespillerne i deres gammeldags tøj på den formmæssigt eksperimenterende scene var også et clash på den dårlige måde.

Opsætningen risikerer ikke nok og udnytter ikke forestillingens potentiale for bearbejdelse, så det kunne være både nyskabende, relevant og appellerende til nutiden.

Så ville jeg hellere have set Don Juan i gammeldags realistiske kullisser end sidde og blive irriteret over, at ellers gode anslag ikke følges til dørs. Derfor får den kun 2 kongekroner af mig.