.

Jeg har ikke forventet af Peter Handkes adaptation, at de “De skønne dage i Aranjuez” bliver en let teaterforestilling. Jeg håbede dog, at blive fanget af et eller andet, af det som nævnes som essensen af dette teaterstykket - samtaler om om kærligheden, om livet, om længsler, om friheden, om forholdet mellem mænd og kvinder. Jeg kunne bare ikke finde empati for to hovedpersoner, ej heller interesse. Jeg mærkede ikke noget. Eftersom manuskriptet inviterer ikke til meget handling, består handlingen af ord, historier og spænding mellem hovedpersonerne. Ord bliver efter min vurdering, fremstillet upåklageligt, dog ikke med følelser, som gør historien levende. Jeg havde ikke indtryk, at de to hovedpersoner har en fælles historie, eller interesse for hinanden. Måske som form for afhøring. Den mandlige hovedperson var iført militæragtig outfit, hvilket måske medføre disse associationer. Det er ikke utænkeligt, at skuespillerne finder hinanden og får mulighed for mere samspil og udvikle nærvære og magi. Over for hinanden og publikum. Det savnede jeg.