Evigt ejes kun det tabte

I “Tatovering”, der har underteksten “Kan man miste noget, man aldrig har haft?” møder vi en kvinde i tyverne. Hun dykker i monologer samt i dialoger med sit yngre ’jeg’ ned i nogle episoder fra sine ungdomsår som stor teenager for at fortæller om det forhold, hun havde til det andet køn, alt sammen med udgangspunkt i den far, som ikke var der i hverdagen, men åbenbart kun dukkede op til fødselsdage med masser kage, – kage, som han fodrede hende med, og som hun pligtskyldigt spiste til brækpunktet.

Den monolog, der indleder stykket, og som bliver gentaget ikke mindre end fire gange, gav ingen mening, for det er jo netop om pigen, dette stykket handler, og ikke om den både fysisk men også mentalt fraværende far, som nu er en døende mand, der befinder sig 138 km væk, liggende i en hospitalsseng og som er tilsluttet slanger og omgivet af bib-bib-lyde.

Mine forventninger til dette stykke var store, og stykkets titel vakte i den grad min nysgerrighed.
Jeg var spændt på at opleve, hvordan man dramatisk havde givet sig i kast med at undersøge, hvilken betydning en fraværende far har på en ung piges opvækst og karakterdannelse.
Og hvorfor mon stykket hed “Tatovering”?

Men mine forventninger blev langt fra indfriet, og jeg forlod Mungo Park skuffet og med flere ubesvarede spørgsmål.
Var det fx fraværet af en tilstedeværende far, der gav sig udslag i den udfordrende, nedgørende, kyniske, til tider koldblodige og altid provokerende adfærd, som pigen udviste i sine teenageår over for det maskuline køn; en adfærd som blev både hendes ældre chef samt de jævnaldrende drenge til dels?
Hvorfor får hun tatoveret sin fars initialer på armen? Hvad er det, hun håber på? Er det mon en nærhed hun aldrig har haft og følt?
Og hvor var moren henne under pigens opvækst? Hun var i hvert fald fuldstændig fraværende i de episoder, som dette stykke dykker ned i.
Hvad var det egentlig dramatikeren ville fortælle os med dette stykke?
Jeg ved det ikke. Stykket efterlod mig uden svar.

Mine to kongekroner går til scenografi og skuespilpræstationer.
Førstnævnte er en yderst enkel og farveløs hvid scenografi bestående af to skærme. Det er et tomt rum uden stimuli, som på et sindssygehospital, så ordet er virkelig i centrum stort set hele tiden, for ikke meget får lov til at bortlede vores opmærksomhed fra dette.
Også de to skuespillere er dygtige og leverede rigtig fine præstationer stykket igennem.
Men, men, men! “Tatovering” kom aldrig ind under huden, det hverken rørte eller berørte, men forblev uvedkommende og ligegyldigt fra start til slut.
Heldigvis varede det kun 1 time.