En autobiografisk odyssé

Min Odyssé er et one-woman-show, der kort sagt er en kvindes bekendelser over et større internationalt skuespilprojekt, hun har været en del af over en årrække og sluttede i 2016. Tilde Knudsen havde en vanvittig energi og den smukkeste kropslige elegance, der forførte publikum fra start til slut uden brug af ekstra virkemidler. Hun skabte en rejse, der tog form efter hendes humør, de indskydelser og den energi, hun fik fra publikum samt hendes erindringer fra den tidligere rejse.

Stykket voksede på mig og jeg vil indrømme, at jeg først havde svært ved at holde masken og leve mig ind i en febrilsk kvindes verden i et lokale, der føltes som gruppeterapi eller et klasseværelse. Gradvist gik jeg dog med på den meget simple og minimalistiske præmis og lod mig forføre af hendes invitation ind i de parallelle "nu'er". *Zing* Homer's tid *Zing* 2007-2016 *Zing* 2017, det reelle nu.

Tilde er en imponerende skuespillerinde og værket er i sig selv en spændende ide, men jeg kunne ikke slippe følelsen af, at "jeg skulle nok have været der" under hendes fortællinger om "Meeting the Odyssey". Det skabte også sin tvivl i mig om hvorfor stykket i virkeligheden var blevet til. Er Min Odyssé en levende dagbogsfortælling? Er det en improviseret selvbiografi? Er det en reklame for det tidligere stykke? Eller en meta-filisofisk Odyssé?

Under alle omstændigheder var Min Odyssé var en interessant oplevelse, da stykket klart vækkede min indre skuespillerinde, men samtidig ikke helt overbeviste mig nok om, at det var vigtigt for netop mig (og ikke hendes medskuespillere) at overvære stykket. Mine varmeste anbefalinger til Tilde Knudsen, men en mindre skepsis overfor Min Odyssé.