Formteater formår ikke at røre

En stumfilm (jeg ikke har set) bliver til teater. Lydeffekterne leveres live, og det er skægt. Der er skruet op for alle virkemidler. Popcornssne, video og interaktion med første række. Bliver det for meget? Nej, flere af effekterne virker. Men man savner at blive rørt, at historien har mere på hjerte end at formidle dværgen og den handikappede, de stigmatiserede, i en kærlighedshistorie. Kun en enkelt scene rammer plet.

Sigrid Kandal Husjord som Marilyn Monroe giver den gas med akrobatiske hop. Man er i tvivl om Amir Becirovic i rollen som Chaplin - er han i eller ude af rollen? De andre karakterer er fine, det er lidt af et eventyr, men jeg savner konsekvens i handlingen. Det bliver for let. I retning mod den tredje verden understreger et par Bangladesh-bemærkninger, at Guldfeber gerne vil mere, end stykket formår. Se det, hvis du er til nyskabende teater, hvis du vil have en hyggelig oplevelse, hvis du vil smile. Se det ikke, hvis du vil have stof til eftertanke.