Varm, vild og uvedkommende

Når et teaterstykkes omdrejningspunkt er en nulevende person(a), må man spørge: Ville det være relevant for personen selv? Svaret er nej. 'Von Trier ' bliver for konceptuel på trods af, at man har set den tematiske trilogis to foregående dele.

Selvfølgelig bliver det svært for stykket at skulle komme med en konklusion, når Teater V er medspiller overfor hovedpersonen, men det fortænkte publikumsinddragende 'hvad synes du?' - gå ind og stem - kammer helt over.

Humorfyldt skuespil i første akt er værdifuldt, mens man føler sig trukket ud i virkeligheden i andet: Retssagen. Gab! Selv en mekanisk ugle som højestedommer understøtter ikke, men tager derimod humøret ud af forestillingen, der ender ujævn.

Måske minder det om Triers kunst, når det geniale fornemmes og bare ikke altid går helt op?