Lad lækkerhed i mystisk miskmask

Jeg måtte hjem og høre Sebastian og andre, bedre album. Det er vel modigt at vælge et ikke videre kendt forlæg og ikke desto mindre er det vigtigt at kredse om detaljerne i en oversættelse til scenen. Her mangler der meget, før sangene kommer i mål. Tilfældige visuals, ukomiske små sammenstød mellem band og forsanger og ingen naturlige overgange, der også gjorde publikum i tvivl, om der var plads til klapsalver. Musiknumrene, det var ombyttet i forhold til pladens rækkefølge, bliver taget i nye retninger hist og her, og der danses en smule, men slet ikke nok(!), mens tøj og sko tages lidt på og af. Omrykning af træscenografien virkede også umotiveret. Som om ‘vi skal gøre nogle forskellige ting, mens vi spiller de her sange’ var den største tanke.

Omtalen af stykket eller koncerten, som jeg nærmere vil betegne Ulvehøjen, bliver ikke indfriet med sine paralleller til nutidssamfundet. Og uden større variation sad man endda midtvejs lidt træt i det, og leder efter, hvad der kunne sætte vores fodvippen igang. Hverken sang eller spil shinede, så selvom der var små forsøg på tagløft, altså ingen blown away-effekt. Skulle den stående del af publikum til slut strække ben? Meget sjæl og ild så jeg i hvert fald ikke denne seneftermiddag. Kaffen, der blev indtaget efter afbrydelse af første nummer for at forvandle stemmen hæs, må have været kold løbende at patte på.