Flot, billedrig rejse i gakkeland

Der er kælet for detaljerne i langsom, down the memory lane, fortidsihukommende morfarskildring. Farverigt og fornemt fortalt, uden der bliver sagt så meget.

Sluuurp. Måske lige en gang for meget. Kaffe drikker man rigtig meget i Hattejagten, og de fleste lydeffekter kommer live fra scenens altidsværende musiker Dinesen, der også får præsenteret en række skønskøre instrumenter.

Historien (fra bog af samme navn), fremdriften og iscenesættelsen er svære ikke at holde af; fra den forskrækkende høne, knirkende ladeport, højtråbende sælgerkanin, til westernskrædder og oldfashion-snoretræk. Dertil blandet med hånd- og dyredukker, bagstorskærm og Per Pallesen i pandehårløsparyk går man ikke fra Riddersalen uden grin og den lille filosoferen over dels, hvad der under overfladen egentlig var på spil, og hvor idéerne kommer fra til så festlige femogfyrre minutter, så hatten passer, selvom den slet ikke er der!