Rohdes rædselskabinet

Et væv af virkelighedens uforløste mysterie om en forsvunden pige tilsat en sort spiral af drømme og mareridt om, hvad der kunne være hændt hende. Forestillingen leger med eksistentielle dilemmaer og vrider følelser af skam, skyld, frygt og rædsel.

"Det her må være Rohdes rædselskabinet", overhørte jeg en øvrig teatergæst beskrive i pausen til Madeleine og Drømmene.

Og det er på en mangefacetteret måde, den oplevelse jeg stod tilbage med efter at have overværet forestillingen. Mit værste mareridt udspillet over 13 scener med udgangspunkt i den virkelige sag om den 3-årige engelske pige Madeleine McCann, der forsvandt ud af det blå fra et hotel i Portugal på en ferie med sine forældre.

Vi bliver som publikum uden introduktion kastet ind i Madeleines forældres drømme om, hvor Madeleine er og hvad hun mon er blevet udsat for – uden at blive skånet for frygtlige scenarier, konspirationer samt underjordiske væsener og verdener.

Skuespillerne leverer en uhyggeligt god præstation og vi følges ud i nogle af de yderste afkroge af det menneskelige sind. Meget imponerende forestilling, der som min første teaterthriller-oplevelse gjorde stort indtryk.

Når det så er sagt, så var forestillingen 2,5 timer lang, hvilket er meget, når kronologiens eneste holdepunkt er Amanda Bøgestrøm Isaksens stemme, der fortæller navn og nummer på hvilken scene, vi er nået til. Jeg er efterladt med en imponerende samling opbrudte drømme- og mareridtsbilleder af hvad der udspiller sig i fantasien, når nogen forsvinder. For som der også af Amanda Bøgestrøm Isaksen bliver gentaget stykket igennem: "”Når et menneske forsvinder, efterlader det sig intet andet end drømme.”