Rigtig fin sanselig forestilling, men med en forfærdelig introduktion

Anmeldelse “Det der er tilbage” opført i det gamle Skt. Elisabeth Hospitals hvælvede kirkerum.

En danser, en operasangerinde og en installation med lydkulisse udgør de grundlæggende elementer i forestillingen “Det der er tilbage”.

Ved indgangen får man en brun kuvert med håndskrift på. Der står "Til min kære". Indeni er der tre stykker A4 papir alle skrevet med teenageagtig formskrift uden linjeforlæg:
Et papir med navne på de medvirkende osv, hvilket er helt fint.
Et andet papir med en instruktion til publikum. Desværre forklarer instruktøren her helt konkret hvad der skal ske og derudover kommer en række pseudo-psykologisk personlige forklaringer på sorg og hensigten er formentlig at ville trække publikum med ind i dette følelsesunivers med sætninger som “ ..Det der er tilbage når nogen forlader os… det er os, vores liv. Det der er tilbage er min måde at invitere dig til at mindes følelserne du delte med de personer der er gået bort..” Det trækker desværre mere et kvalmende tæppe af irritation ned over mig og jeg orker næsten ikke se forestillingen.
På det tredje ark papir står et digt på engelsk, et digt på dansk og så et par overflade-citater som “ At vide hvordan noget er, er ikke det samme som at vide hvordan noget føles”.

På mig, virker det amatøragtigt og irriterende. Hvorfor forklare (og på så dårlig en måde, instruktøren er helt klart hverken skribent, forfatter eller digter) en sanselig forestilling inden man skal se den? Det kan da kun være fordi hun er bange for, at forestillingen ikke er god nok eller at publikum er decideret dumme?!

Efter at have lagt jakke, sko og taske, føres vi ind bag et gardin og modtager her hver en nøje udvalgt lille lanterne af en mand i en beige hellang kjole og et rødt skæg. Han virker venlig.

Så bevæger os ind i en tunnel bygget op af metalelementer der minder om teltstænger og med vægge i af gavebånd og garn strikket i grove cirkelmønstre.

Vi er kun 12 publikummer, rummet er lille, belysningen dæmpet, så stemningen er intim.
Et lydbillede hænger i baggrunden spundet af diverse hverdagslyde, en hund gør, et barn griner, nogle snakker, en dør smækker, skridt i grus, blade i vinden og en der fløjter. I denne første del af tunnellen er fotos hægtet fast i de strikkede vægge, familiebegivenheder som ferier og fødselsdage, et fint anslag til omdrejningspunktet i forestillingen. Minder og sorg.

Lidt længere inde er gulvet dækket af et gulvtæppe og publikum sætter sig på puder i hver side. Med konstruktionen og de stoflige vægge som medspillere opfører en spinkel og stærk danser en koreografi om barndom og minder som hænger godt sammen med foto-introduktuktionen.
I slutningen af koreografien bevæger danseren sig nærmest viklet ind i en sort strikket cirkel, der som et sort hul suger hende ind, igen og igen og hun kan ikke komme fri. Heldigvis dukker den venlige mand op, ham vi mødte i starten. Han giver hende en lygte (magen til vores) og hun kan i kraft af lyset løsrive sig og gå ud af tunnellen og ind i det åbne rum. Fin metafor for sorgstadier, omsorg og egentlig det banale “lyset for enden af tunnelen"

Under de murede hvælvede lofter står en kvinde med opsat hår og hendes kjole breder sig ud til hele det store beige stykke lagenstof som dækker gulvet. Her sætter publikum sig i en lille halvcirkel.

Sangerinden som formodentlig skal personificere en afdød Farmor eller den vi hver især savner, synger forskellige sange. Det er både årstidssange som "Kom Maj du søde Milde", julesange og fødselsdagssange, børnesange osv i et smukt potpourri, som en cyklus af begivenheder og traditioner hvor man ofte mærker savnet af en afdød ekstra stærkt.
Den spinkle dansepige bevæger sig og bruger både stoffet på gulvet og sangerinden i sin fysiske fortælling.

Til sidst kommer den flinke mand tilbage, han spiller på en ukulele. Han overdrager instrumentet til pigen (danseren) og sammen med sangerinden (farmoren?) synger de en engelsk sang, som de til sidst får publikum til at synge med på.

Manden går stille rundt og slukker hver af vores lanterner og når det er helt mørkt og sangen er slut, er forestillingen også slut.

Vi bydes derefter på kaffe og the og muligheden for at tegne en tegning.

Virkelig fin, nærmest meditativ og smuk forestilling.